Min tone i livet: TERESE - All Saints, Pure Shores
Min tone i livet - Un pódcast de Biblioteket Frederiksberg
Categorías:
"Jeg brugte lang tid på at distancere mig fra popmusikken. Men det jeg egentlig selv lavede - var pop." Musik er - især i teenageårene - en af de helt centrale markører, når man skal finde sin plads på den sociale spilleplade. Sådan var det også for Terese Skovhus, der laver musik under navnet TERESE. I år 2000 svømmede Leonardo DiCaprio rundt i det koralblå vand ud for en paradisø i filmen The Beach. Soundtracket til filmen var "Pure Shores", der blev et af den britisk/canadiske girl group All Saints' største hits. Den 12-årige Terese var dybt fascineret af de fire seje kvinder, der stirrede ned på hende fra idolplakaten over sengen. Og da hun efter lang tids venten omsider fandt en cd med "Pure Shores" på det lokale skolebibliotek, blev hun blæst bagover af det effektfulde, paradisiske lydunivers og syng-med-omkvædet. Men da teenageårene startede, var det pludselig ikke længere cool at lytte til mainstream pop som All Saints. I stedet var Tereses musiknørderi koncentreret om kompleks indierock, electronica, avantgardistisk jazz - alt det, som adskilte sig fra den (på overfladen) strømlinede pop. Men samtidig begyndte der at dukke små pop-melodilinjer frem, når Terese om aftenen sad foran forældrenes klaver. I dag kan Terese se en linje fra "Pure Shores" til hendes egne sange som singlerne "De lyser blå" og "Sjælens lommer". Sange, der kombinerer catchy melodilinjer med et effektfuldt, taktilt lydbillede, så man nærmest kan se det for sig visuelt - ligesom sandkornene og det koralblå hav i "Pure Shores". TERESE var en af de fem finalister i Karrierekanonen i 2020. "De lyser blå" og "Sjælens lommer" er produceret i samarbejde med Søren Buhl Lassen fra bandet Blaue Blume, der også har produceret for navne som Rebecca Lou, Brimheim, Søn og Moi Caprice. Varighed: 7:49