Sig nej til Trump og Jolly til din Cola
Radio Information - Un pódcast de Dagbladet Information - Viernes

Ugens Radio Information handler om valget i Canada, om mistanke om svindel på sociale bosteder og så om en dansk cola, der har levet flere årtier i skyggen, men nu (måske) står overfor en ny gylden alder --- Med Trump i Det Hvide Hus er der startet en bølge af forbrugerboykot af amerikanske varer i mange lande, herunder i Danmark – og den tendens mærker man tydeligt i Asens, hvor Jolly Cola brygges. Salget i februar og marts i år har ligget 110 procent højere end de samme måneder sidste år, og interessen ser ikke ud til at aftage. Af og til må bryggeriet endda melde udsolgt, når nye kunder henvender sig, fordi de gerne vil sælge Jolly. Kristian Villesen tegner et portræt af den gamle danske cola-lillebror, der kom til verden i 1959 som en nationalistisk reaktion på netop USA. Det skal også handle om en anden national modstandskamp. Ved det canadiske valg vandt det liberale parti og dets nye leder Mark Carney en overbevisende sejr ved ugens parlamentsvalg. Chefredaktør Rune Lykkeberg har optur over dét – og over Canada som sådan. Og så skal det handle om de omdiskuterede bosteder. Efter Informations afsløringer af kritisable forhold på botilbuddet Frisk-Pust erkender Socialtilsyn Øst nu i en redegørelse til socialministeren at have begået flere fejl i tilsynet med botilbuddet. Det er på en »enkel måde« muligt for »brodne kar« at udnytte botilbudsområdet til at misbruge offentlige midler, konkluderer tilsynet og opfordrer til en lovændring. Laura Friis Wang og Jette Aagaard forklarer. 5. maj fylder Dagbladet Information 80 år. Det fejrer vi med en særavis, og så har vi været i arkiverne og vækket nogle af de gamle tekster til live for nye ører. Lyt med sidst i programmet, hvor du får en fuldt monteret lydfortælling om de dramatiske dage i maj 1945, hvor Outze og de andre rødder indtog Skt. Annæ Passage.